Vil du med ud at kælke?
Af Grith Tschorn, juli 2026
I den klassiske tegneserie Steen og Stoffer sidder Steen på sin kælk øverst på bakken og forsøger at berolige sig selv.
“Du stopper før kanten … isen er sikkert tyk nok … det skal nok gå.”
Til sidst konstaterer han:
“Min hjerne forsøger at slå mig ihjel!”
Langt de fleste højtbegavede børn, unge og voksne vil nikke genkendende til den stribe. Ikke nødvendigvis fordi de er bange for kælkebakker, is eller stejle skråninger. Snarere fordi de kender til at have en hjerne, der hurtigt kan se langt flere mulige udfald end de fleste. De kan mærke det. I kroppen. I tankerne. I nervesystemet.
Når tankerne arbejder hurtigt og i mange spor på én gang, opstår der sjældent blot ét muligt udfald af en situation. Der opstår ti, hundrede eller tusind. Hver mulighed analyseres. Hver risiko overvejes. Hvert scenarie gennemspilles.
For mig kunne det være en sejltur med Oslobåden og spørgsmålet om, hvorvidt der er redningsveste nok til alle om bord. Eller om jeg huskede at skrive et børnetestamente.
For det højtbegavede barn kan tankerne handle om noget helt andet. Om der er stole nok i klasselokalet. Om læreren bliver sur i dag. Om vennerne stadig vil være der i morgen. Om nogen har misforstået noget. Om kroppen kan holde til endnu en skoledag. Eller om forældrene nu også HAR husket det børnetestamente.
Når hjernen først er begyndt at køre af sted, kan det være vanskeligt at stå af.
For nogle bliver denne måde at tænke på en styrke. En evne til at se mønstre, forudse konsekvenser, opdage sammenhænge og tænke langt. For andre bliver den samme kapacitet en belastning. Hos nogle børn og unge bliver belastningen så stor, at mistrivsel, skolefravær, angst, stress eller social tilbagetrækning gradvist tager mere og mere plads.
De vil så gerne.
De vil gerne lære. De vil gerne deltage. De vil gerne være en del af fællesskabet. De vil gerne kunne gå i skole, være sammen med andre, bruge deres evner og være i verden uden konstant at skulle holde sammen på sig selv.
Når det ikke lykkes, handler det sjældent om manglende vilje. Ofte fortæller det os, at krav, rammer, relationer eller belastning ikke længere stemmer overens med det nervesystem og den kompleksitet, barnet eller den unge står med.
Mange børn og unge, der rammes af mistrivsel, oplever efterhånden ikke blot at være anderledes. De ender med at føle sig forkerte. Ikke fordi de mangler evner eller potentiale. Snarere fordi omgivelserne endnu ikke har fået øje på, hvem de er.
Nogle børn og unge bærer samtidig på flere lag af sårbarhed og styrke. Høj begavelse kan eksistere side om side med autisme, ADHD, angst, sansemæssige udfordringer, køns- eller kropsdysfori, belastningsreaktioner eller andre udfordringer som skaber en dobbelt- eller multiexceptionalitet. Her kan der opstå et betydeligt misforhold mellem barnets potentiale og barnets aktuelle mulighed for at deltage i hverdagslivet.
Barnet kan forstå meget. Tænke dybt. Føle stærkt. Gennemskue nuancer, som andre overser. Samtidig kan det være vanskeligt at komme ud ad døren, være i et klasselokale, fastholde en relation, håndtere krav eller genfinde troen på sig selv.
Forældrene står ofte i en situation, de færreste havde forestillet sig. De bliver advokater, koordinatorer, eksperter, bisiddere og systemoversættere for deres eget barn. De forsøger at holde sammen på familien, navigere i systemet og skabe håb, når håbet efterhånden er blevet slidt tyndt.
Barnet ser det hele. Bekymringen. Afmagten. De mange kampe, som udspiller sig omkring familien. Det er en tung byrde at bære for alle involverede, særligt for barnet selv.
For familierne kan det føles som at sidde på toppen af den stejle kælkebakke. Mulighederne er gennemtænkt. Risikovurderingen er lavet. Tidligere erfaringer fortæller, at endnu et forsøg kan ende galt.
Udfordringen er sjældent manglende motivation eller vilje. Tværtimod oplever de fleste familier, at både barnet, forældrene og de professionelle gør alt, hvad de kan. Udfordringen er snarere at skabe et fælles udgangspunkt for forståelsen af den situation, barnet og familien befinder sig i.
Når et højtbegavet barn eller en ung er havnet i alvorlig mistrivsel, er løsningen sjældent blot at gøre mere af det samme. Det afgørende bliver ofte at undersøge, hvad barnet faktisk forsøger at håndtere, og hvilke betingelser der skal være til stede, før kælken lige så stille kan sættes i bevægelse igen.
Nogle gange begynder forandringen ikke med store skridt. Den begynder med oplevelsen af at blive læst rigtigt.
Det kan være en voksen, der viser oprigtig interesse uden først at korrigere, presse på eller bortforklare barnets reaktioner og oplevelser.
Med en voksen, der tør sætte sig ned ved siden af barnet og sige: “Holy moly, den bakke ser stejl ud. Lad os lige kigge på den sammen.”
Den første forandring vil sjældent være at lade kælken suse af sted ned ad bakken. Forandringen begynder måske snarere med, at der bliver ro nok til at blive siddende og kigge på bakkens forløb. Alt imens barnet får tid til at mærke, at ingen skubber. At der er overblik. At der er følgeskab. At de voksne ikke bliver bange for barnets bange eller mørke tanker.
Først dér kan bakken begynde at ligne noget andet end et fald.
Det er vigtigt at huske på, at fastlåst er ikke det samme som håbløst.
Mange børn og unge, der i en periode ikke kan gå i skole, ikke kan deltage eller ikke kan holde ud at være i sig selv, kan godt finde vej tilbage til udvikling. Ikke ved at blive presset hurtigere frem, end de kan bære. Ved at blive mødt af voksne, som forstår både styrken og sårbarheden i deres måde at være i verden på.
Når den rette støtte begynder at samle sig omkring barnet eller den unge, sker der ofte noget bemærkelsesværdigt. Ikke nødvendigvis hurtigt. Ikke nødvendigvis lineært. Alligevel kan noget langsomt begynde at løsne sig.
Måske opstår der igen mod på en relation. En aktivitet. En samtale. En lille del af skolen. En begyndende erfaring af ikke at være forkert.
Forældrene kan måske for første gang i lang tid mærke, at de ikke skal bære det hele selv.
Og skolen, familienetværket eller de andre betydningsfulde voksne omkring barnet lærer samtidig at se barnet på en ny måde. Ikke som vanskeligt, umotiveret, sart, krævende eller forkert. Som et barn, der forsøger at håndtere mere, end omgivelserne umiddelbart kan se.
Derfor handler vejen videre ikke om at fikse nogen. Den handler om at arbejde hele vejen rundt om barnet. Om at hjælpe forældre, skole og andre vigtige voksne med at få øje på barnets reaktioner, justere deres blik og ændre måden, barnet mødes på.
Når de voksne omkring barnet begynder at dele en mere præcis forståelse, kan der opstå en fælles virkelighed. En virkelighed, hvor barnet ikke længere skal forklare sig selv alene. Hvor forældrene ikke længere står med hele ansvaret. Hvor skolen og de øvrige voksne får mulighed for at blive en reel del af løsningen.
Det er dér, håbet ofte begynder at få form.
Ikke som et krav om, at barnet skal være anderledes.
Som en fælles bevægelse omkring barnet, hvor styrkerne får mere plads, sårbarhederne forstås bedre, og barnet gradvist kan begynde at mærke sig selv og give slip på forkerthedsfølelsen.
Og kælken, som længe har stået stille på toppen af bakken, behøver ikke længere være et billede på fare. Den kan også blive et billede på bevægelse. På følgeskab. På at man ikke behøver tage turen alene.
Hvad er MyBrain?
MyBrain er et individuelt tilrettelagt udviklingsforløb for højtbegavede børn og unge, som er ramt af mistrivsel, skolefravær eller komplekse udfordringer, hvor der er behov for specialiseret viden eller hvor tidligere indsatser ikke har været tilstrækkelige.
Forløbet er udviklet til børn, unge og familier, der har behov for en samlet, specialiseret og helhedsorienteret indsats. Fokus er ikke at fikse et barn, der er forkert. Fokus er at forstå barnet mere præcist og skabe bedre betingelser hele vejen rundt om barnet.
I MyBrain arbejdes der med trivsel, selvforståelse, relationel tryghed, mestring og gradvis genetablering af deltagelse i skole, uddannelse, fællesskaber og hverdagsliv. Samtidig inddrages forældrene og, når det er relevant, skolen eller andre betydningsfulde voksne, så barnet ikke står alene med ansvaret for at passe ind i rammer, som aktuelt ikke fungerer.
MyBrain er ikke en hurtig løsning. Det er et forløb, hvor barnet, den unge og familien mødes dér, hvor de befinder sig, og hvor der arbejdes med at skabe det fundament, der skal til, for at udvikling igen bliver mulig.
For nogle familier begynder bevægelsen med overblik. For andre med ro. For andre igen med en relation, hvor barnet eller den unge for første gang i lang tid føler sig forstået.
Målet er, at barnet eller den unge ikke skal presses ned ad kælkebakken alene, og at familien ikke skal stå alene med ansvaret for at finde vejen videre. Målet er at skabe en fælles virkelighed omkring barnet, hvor de voksne ser mere præcist, møder barnet mere hjælpsomt og sammen styrker de muligheder, der allerede findes.