SKOLEFRAVÆR: Hvad prøver barnet at fortælle os?

SKOLEFRAVÆR: HVAD PRØVER BARNET AT FORTÆLLE OS?

Af Johnnie Bruus Rasmussen, Cand.Psych.Aut

Når et barn ikke kommer i skole, bør spørgsmålet ikke være, hvad der er galt med barnet, men hvad fraværet forsøger at fortælle os. Det er en faldgrube at låse blikket fast på barnet som problemet; i stedet må vi rette opmærksomheden mod barnets møde med skolens rammer, fællesskab og forventninger. Oftest møder vi begrebet skolevægring, når et barn ikke oplever sig mødt eller forstået i skolen, og hvor frustrationen har ført til en periode med fravær. Men her er det vigtigt at stoppe op og være opmærksom på sproget. For skolefravær er ikke det samme som skolevægring; og ordene former, hvordan vi forstår barnet.

Ordet vægre betyder: “være utilbøjelig til eller modvillig over for at udføre en bestemt handling, acceptere en bestemt tankegang, el.lign.” (ordnet.dk, 05.05.2025). Det rummer en indbygget anklage. Det antyder, at barnet aktivt vælger ikke at ville; og dermed bliver det barnets ansvar at ændre sig. Når vi i stedet taler om skolefravær, åbner vi for en mere nysgerrig og undersøgende tilgang: Hvad står i vejen for, at barnet kan komme i skole? Og hvad kan vi som voksne ændre i barnets omgivelser? Vores valg af ord hænger tæt sammen med, hvordan vi fordeler ansvaret for det barn, der har det svært i skolen.

NÅR MOTIVATIONEN BLIVER AMBIVALENT

Et barn, der bliver hjemme, er sjældent umotiveret ift. skole. Der er en ambivalens til stede. Skolen kan på samme tid rumme både positive og negative forventninger, fordele og ulemper; men på vægtskålen vejer fraværet tungere her og nu. Ubehag, angst, oplevet eksklusion eller oplevet egen inkompetence kan let overskygge ønsket om læring og fællesskab. Det er ikke dovenskab; det er en menneskelig og logisk reaktion.

Selvbestemmelsesteorien peger på tre grundlæggende behov, som skal være opfyldt, for at mennesker kan trives: oplevelsen af at høre til; oplevelsen af at være kompetent; og oplevelsen af medbestemmelse. Vi er som mennesker så afhængige af disse behov, at vi vil gøre næsten hvad som helst for at holde fast i dem. Derfor er vi som udgangspunkt både socialt orienterede og læringsparate. Når et barn ikke længere er det, skyldes det sjældent manglende vilje; men snarere, at noget står i vejen.

Det gælder også de højtbegavede børn og unge. Højtbegavede børn (og unge) er typisk anderledes end deres jævnaldrende. De har ofte et mere avanceret sprog, interesserer sig for andre emner og bekymrer sig om ting, deres jævnaldrende slet ikke tænker over. Det kan gøre skolegangen til en ensom oplevelse. De må måske gerne være med, når der skal laves matematikopgaver, men bliver ikke inviteret med i frikvartererne eller til filmaftner. Oplevelsen af ikke at høre til bliver snigende og i nogle tilfælde altoverskyggende.

Betts og Neihart har i deres artikel ”Profiles of the Gifted and Talented” (1988) har beskrevet seks forskellige typer af højtbegavede børn og unge baseret på deres sociale og emotionelle karakteristika. To af disse er særligt relevante i fraværssammenhæng: Den Udfordrende og den, der Melder sig ud. 

Den Udfordrende kæmper for at blive mødt i sine behov for faglig fordybelse eller kreativ udfoldelse. Men hvis den kamp er forgæves længe nok, melder barnet sig ud og fraværet bliver en form for selvbeskyttelse. Derfor er højtbegavede børn og unge i særlig risiko for skolefravær.

Det lyder måske som en simpel årsag, men det er det ikke. For også blandt højtbegavede børn er der forskel. Et givet læringsmiljø kan være alt for svært for én elev, og alt for let for en anden. De samme vilkår kan opleves som overkrav, underkrav eller som meningsløse. Derfor må vi forstå fravær som et individuelt udtryk; ikke som en fastlagt type.

Barnet med skolefravær (højtbegavet eller ej) står ofte i den samme ambivalens: Der er værdi i skolen, men endnu mere værdi i at blive hjemme, fordi det forhindrer konfrontationen med det, der gør allermest ondt: oplevelsen af eksklusion eller udstillet inkompetence.

I rapporten “Skolens tomme stole – skolefravær set fra barnets perspektiv” (Børns Vilkår & Egmont Fonden) nævner børnene selv en række årsager til fravær: 

Alt dette peger tilbage på de tre grundlæggende behov. Og kan være forstærket hos højtbegavede børn, der ofte bliver misforstået både fagligt og socialt.

ÉN LØSNING FINDES IKKE – MEN NYSGERRIGHED GØR 

Skolefravær har mange ansigter. To børn med fravær kan have vidt forskellige barrierer. Nogle kæmper med angst; andre med overstimulation, utryghed eller oplevelsen af at blive overset. Højtbegavede børn kan både være dem, der fylder for meget i undervisningen, og dem, der næsten ikke fylder noget som helst. Fælles for dem er, at de reagerer på et misforhold mellem dem selv og skolens rammer; og det er dét, fraværet forsøger at fortælle os.

Derfor findes der ikke én løsning. Der findes kun individuelle børn i konkrete kontekster. Løsningen skal findes i det enkelte barns oplevelse og i de relationer og strukturer, barnet indgår i. Før vi forsøger at handle, må vi forstå. Vi må spørge: Hvad spænder ben for dig, kære barn? Og vi må tage svaret alvorligt, også når det udfordrer vores vaner, systemer og selvforståelse.

Vi kommer kun tættere på meningsfulde løsninger, når vi lytter. Ikke kun til statistikker og diagnoser, men til barnet selv. Til det, barnet viser: Med ord, med krop og med fravær. Den vigtigste opgave for os som voksne (forældre, lærere, pædagoger m.fl.) er at være nysgerrige, ikke dømmende.

For det er i nysgerrigheden, at mulighederne for forandring opstår. Og det er her, barnet kan begynde at finde vej tilbage.