MyBrain

Gifted Institutes MyBrain-forløb er et individuelt tilrettelagt uddannelses-, mentor- og kompetencevurderingsforløb for højtbegavede, dobbelt- eller multiexceptionelle børn, unge eller unge voksne med skolefravær eller andre særlige udfordringer. Forløbets varighed er minimum 16 uger, og kan strække sig op til to år afhængig af den enkeltes behov.

En del højtbegavede børn, unge og unge voksne lykkes ikke med at have en almen skolegang eller finde sig til rette på arbejdsmarkedet. Dette kan skyldes, at deres tilgang til læring afviger fra deres jævnaldrende, ligesom andre udfordringer - diagnosticerede eller udiagnosticerede – kan belaste dem i hverdagen og gøre det sværere for dem at bringe deres høje begavelse i spil. Det kan resultere i, at det højtbegavede menneske sidder hjemme, uden tilknytning til skoletilbud, sociale fællesskaber eller andre meningsfulde dagligdagsaktiviteter. Ofte har den højtbegavede givet op på læringsmiljøer og sociale sammenhænge og har svært ved at se, hvordan egne styrker og kompetencer kan bringes i spil.

Med et MyBrain-forløb tilbyder Gifted Institute disse børn, unge og unge voksne mulighed for at se sig selv og egen rolle i læringsprocessen i et nyt perspektiv og puste liv i mestringstroen og det faglige selvværd.

MyBrain-forløbet er udviklet via Gifted Institutes samarbejde med nogle af verdens førende eksperter indenfor pædagogisk, psykologisk og didaktisk arbejde med højtbegavede børn, unge og unge voksne.

I løbet af MyBrain-forløbet arbejdes der målrettet med at fremme selvværd via udvikling af mestringstro og mestringsstrategier. Det er en forudsætning for forløbet, at det ved WISC-V eller WAIS-IV test eller lignende er overvejende sandsynliggjort, at barnet, den unge eller den unge voksne er højtbegavet.

MyBrain-forløbet afsluttes med en evaluering, der italesætter, hvilken udvikling, der er set gennem forløbet og har til formål at sikre, at barnet, den unge eller den unge voksnes kompetencer fortsat bringes i spil og udvikles efter endt forløb. I evalueringen vil endvidere – hvor det måtte være relevant - indgå en vurdering af, hvilke særlige behov barnet, den unge eller den unge voksne skønnes at have i et efterfølgende uddannelses- eller beskæftigelsesforløb. Forløbet har til formål at fremme inklusion, fastholdelse og korrekt placering af højtbegavede mennesker med en marginal placering i samfundet.

Et MyBrain-forløb har to konkrete formål:

  • at arbejde målrettet med specifikke udviklingsmål, mestringstro, selvværd og motivation.
  • at beskrive kompetencer og støttebehov, til brug for et senere undervisnings- eller beskæftigelsestilbud.

Målgruppen for MyBrain-forløbet er:

  • Højtbegavede børn, unge og unge voksne i alderen 10-29 år, der grundet skolefravær eller andre udfordringer ikke kan rummes af en almen grundskole- eller ungdomsuddannelse eller på arbejdsmarkedet, og som søger et anderledes udviklingsforløb.
  • Højtbegavede børn, unge eller unge voksne, som kan være udfordret af blandt andet ADHD, autisme, kønsdysfori, emotionelle vanskeligheder herunder selvværd, bekymring, tungsind etc.

MyBrain-forløbet tilrettelægges specifikt til det enkelte menneske på baggrund af en trivselsafdækning i Gifted Institute. Forløbet varetages af
et skræddersyet MyBrain-team, som ofte består af en terapeut og en mentor, og som kontinuerligt superviseres af instituttets ledende psykolog Johnnie Rasmussen, cand.psych.aut.

Gifted Institute tilbyder desuden online undervisning som en del af MyBrain-forløbet, dog påtager vi os ikke undervisningspligten.
Kontakt os for en uforpligtende samtale eller et konkret tilbud på et MyBrain-forløb på [email protected]

Gifted Institute udvikler løbende nye og spændende arrangementer og tilbud rettet mod professionelle. Hvis du vil holdes opdateret på seneste nyt fra instituttet, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi udsender nyhedsbrev cirka en gang om måneden og du kan tilmelde dig her: