Ung fortæller om +18 camp

Camp-kommentar

En elev-a-tortur

Min uge hos jer har været mere end en bunke hyggelige stunder, mere end et socialt fællesskab og også mere end blot summen af den undervisning jeg deltog i (med Danae). Nogen fik måske det ydre indtryk af at jeg var i klassisk afslappende ferietilstand når jeg stod ved bordtennisbordet og gav samtlige medlogerende boldtæv med slushice i panden, når jeg sad ved bålrøgen og stirrede veltilfreds ind i ilden eller græd af grin ude på græsset med de andre. Smilet skal man ikke tage fejl af - jeg var oprigtigt meget glad. Men det der er væsentligt for mig at udtrykke hér, er at jeg under den solbetændte og glade huddragt faktisk samtidigt var i en konstant energikrævende og selvrefleksiv proces. Denne proces skete i kraft af mit møde med de andre, med en helt ny begrebsverden (overexcitebilities som jeg har læst om i ugerne op til) og med de essentielle nuancer af Danae's øvelser der klistrede sig til os alle efter undervisningen og tog med os ned i teltene om aftenen hvor man efterrationaliserede. Jeg var fuldstændigt opmærksom på enhver tanke-gnist i mig, der kastede lys op i mørket af mine mentale afkroge, og jeg har været i kamp, med sværd og skjold, med impostersyndromet i mig fra day one. Jeg vandt. Jeg føler mig som en tung og forsømt elevator, der har siddet fast på stueetagen i et ellers smukt og unikt hus, men som nu pludseligt er under reparation med udsigt til fornyet elforsyning. 

Abstrakte og filosofiske tanker der ikke matchede rundboldkampen i skolegården, anderledeshed, ensomhed, intense følelser, misforstået nysgerrighed og en enorm retfærdighedsfølelse har altid defineret mit indre liv. Trods jeg har præsteret og nærmest altid følt mig adskilt fra 'andre' i alt hvad jeg har foretaget mig, har jeg altid formået at bilde mig selv ind at det bare var "heldigt" eller "tilfældigt" (jf. imposter-syndromet) det jeg nu kunne præstere. Men nu pga. det jeg har lært om mig selv på campen føler jeg at jeg har fået strøm i kablerne og luft under vingerne - elevatoren flyver op under loftet og jeg kan pludseligt mærke at der er noget at arbejde med. Der er nogle døre jeg kan åbne og et etage-overblik. Det har altså været en fantastisk uge som "elev" af en slags positiv "tortur"- måske det man kalder "positiv disintegration" eller det jeg med titlen herover kalder en elevatortur ... Med andre ord er det godt at jeg tog med - og herunder forklarer jeg hvorfor (og jeg skal nok forsøge at gøre det kort).

Igen-genfødsel & vesterhavssand

Campen har i en vis forstand genfødt mig - igen (en igengenfødsel) - nu på en positiv måde. Min psykolog spurgte mig for ikke længe siden om jeg er højt begavet, og det kom helt bag på mig - for hvordan skal jeg kunne være det når alt min succes jo bare er "held"? Men så begyndte jeg at lære om hvad "høj begavelse" indebærer, jeg tog en del test der scorede højt på IQ-delen (top 1,5%) og har således fået skubbet mig selv lidt i halvblinde frem mod Gifted Children også ved forskellige samtaler med folk - og sidst er jeg endt på og har afsluttet denne omtalte "camp". Det har været nogle intense og spændende uger op til fordi jeg naturligvis har skullet læse en masse om hvad det vil sige at være 'hb', hvad de forskelligartede begreber omhandler og hvordan det hele passer på mig selv. Jeg har kunne mærke at jeg langsomt er blevet trukket ind i en helt ny verdensopfattelse, selvforståelse og livsglæde, der føles hjemlig og 'længe ventet' på en måde. Det hele spiller - giver mening - som et rod af brikker der nu har fået navne og dertil mening så de kan lægges som et puslespil (en analogi jeg har brugt meget på campen for at forklare hvordan jeg havde det). Danae har sørget for at jeg har opdaget og forstået mine overexcitebilities, Grith har sørget for at jeg stoler på det jeg har lært og givet mig indsigt i hvad der karakteriserer mig (kunstner- og lederpotentialer) og mit møde med alle de andre har gjort at jeg ikke føler mig alene, at jeg har kunne spejle mig og at jeg rent faktisk har ligesindede jeg kan omgås dag og nat uden at blive træt. Jeg har altid troet at jeg skulle kæmpe mig gennem livet, at jeg altid har skulle være i tvivl om min identitet og plads i verden og at jeg var halv-skør - men nu giver alt mening, og jeg kan begynde at skrab skidtet fra og polere den rene, stærke og livsglade Emil, der altid på en måde har været i mig. Jeg er genfødt. Igen.

Min seneste (gen)'fødsel' før denne var da min tvillingebror tog sit eget liv meget brutalt i sin lejlighed i 2018 en måned før vores 23 års fødselsdag. Det var et hårdt slag, og 'den optimistiske og perfekte Emil' døde også der på stuegulvet da det gik op for mig at han pludseligt var uden for rækkevidde - permanent. Jeg var lige flyttet hjemmefra (til Birkerød) hvor jeg oven i hatten også var i et meget usundt forhold som jeg først brød ud af i slutningen af 2019 hvor min bedste ven fra gymnasietiden også 'lige' skulle tage sit liv. Der er altså sket meget, synes jeg, som har været uretfærdigt. Jeg har ikke helt kunne mærke intensiteten af tingene før "efter", og så har jeg desværre valgt at 'formilde' det ved at prioritere andre højere via fx flygtningeaktivisme hos Venligboerne som jeg brugte nogle år på. Og selv ift. sorgen prioriterede jeg usundt ved at starte en sorggruppe for studerende på KU (Sorg Godt KU). Sorgen var en kosmisk mavepuster, der vendte mig 180 grader på hovedet og gjorde at jeg derfra skulle lære at gå på hænder; og at skulle præstere, være perfektionist og at være sin egen største kritiker samtidigt er hårdt når man har en sorg, skyggebarnsfølelser og usikkerhed lænket om fødderne mens man kæmper sig gennem tilværelsen - som at løbe gennem vådt vesterhavssand i modvind. Og (fanme) først i 2020 under corona har jeg fået prioriteterne i orden. Jeg arbejder med mig selv ved roret og er endelig begyndt at leve (igen). Det lyder alt sammen meget overvældende når jeg beskriver det sådan her, og det er naturligvis ikke altdefinerende for mig; jeg voksede op i Aarhus med en fantastisk barndom fyldt med hyldeblomstplukning, haletudser, stueteater, Saab-blues og leverpostejsmadder i DSB mod årlige juleaftener i Ringsted. Det er blot de sidste 9 år ca. af mit liv, der i et generelt syn har været mere hårde for mig end lette, kan man sige. Siden 2019 hvor jeg begyndte at studere etnologi, at smile oprigtigt og at have overskud igen, har jeg også lært meget om mig selv. Jeg har lært - og om hvorfor tingene er 'sket for mig' - at følelser er noget, der ikke kun skal tænkes og tales om - men også fornemmes, balanceres og plejes. 

Afsluttende

Mit liv føles som en forlystelsesvogn, der har kæmpet og klatret sig vej op ad en eksponentielt stigende bakke. Jeg har ikke kunne se toppen eller nogen udligning - og først ved toppen da min bror døde, begyndte jeg med terapien og en masse selvrealiseringer at kunne mærke tyngdekraften balancere mig igen. Og nu, med vognen vandret, kan jeg se at fremtiden er en nedadgående bakke der får fart på og giver mig lyst til at rejse hænderne i vejret (igen). Det er den genfundne glæde ved livet, en accept af døden jeg bærer på i rygsækken og en lyst til at komme fremad, jeg kan mærke. Og hér er pointen med det hele: på jeres camp mødte jeg ikke blot mine nye 'ligesindede' - jeg mødte også mig selv. 
Tak for det ❤️